Da Realkredit Danmark for fjerde gang kårede en lokal vinder af "Realkredit Danmarks Kloge m2 Pris", var det Hvidbjerg Strand Feriepark, der løb med den flotte pris og ære. (Kilde: Pernille Lykke Hansen, CampingDanmark)
I år har Realkredit Danmark valgt at belønne virksomheder, der har gjort noget ekstra for at reducere udledningen af CO2 i forbindelse med bygningens fysiske og funktionelle rammer.
- Hvidbjerg Strand Feriepark modtog prisen som en anerkendelse af, at de i forbindelse med opførelse af ny wellness bygning på 1.200 m2 har investeret i grøn energi, siger gruppechef Heinrich Jensen i Realkredit Danmark Finanscenter Jylland Syd.
- Den lokale Kloge m2 Pris er i år på 30.000 kroner, og som lokal vinder bliver Hvidbjerg Strand Feriepark samtidig nomineret til den nationale pris, hvor der er 100.000 kroner på højkant. Hvidbjerg Strand Feriepark kommer i skarp konkurrence med 17 andre virksomheder fra hele landet. Kåringen af den nationale vinder sker på Realkredit Danmarks Nytårskur i januar 2010.